DELTAG I EN AFTEN MED VENNERNE

Vi får bl.a. besøg af musiker Kasper Winding og stifter af butikskæden TIGER Lennart Lajboschitz. 

CASE

Lejrtur for børn med ar på krop og sjæl

En donation fra Borgervennen gav 19 børn med svære brandskader mulighed for at dele erfaringer og oplevelser med hinanden.
“Det er børn med ar på krop og sjæl, som sjældent møder andre børn, der har været igennem det samme som dem.”
Rigshospitalets brandsårsafdeling

– Vi skal huske at sige tak for turen. Jeg troede overhovedet ikke, man kunne blive så pæn med brandsår.

Sådan evaluerer en deltager på ni år tre dages tur til badelandet Lalandia i august sidste år. Her var 19 brandsårsramte børn og 12 ansatte fra Rigshospitalets brandsårsafdeling afsted med hjælp fra en donation på 100.000 kroner fra Borgervennen.

Hospitalet har ikke længere økonomisk mulighed for at sende patienter og personale afsted, og derfor er hjælp fra eksterne donorer helt nødvendig, hvis børn med ar på krop og sjæl skal møde hinanden og opleve, at også andre børn er i deres helt særlige situation. Gruppen af brandsårsramte børn er heldigvis lille i Danmark. Men en brandskade er ofte forbundet med livslange udfordringer, og børnene på turen har kun til fælles, at de allesammen har været indlagt på Rigshospitalets brandsårsafdeling, hvor behandlingen af større brandsår er centraliseret. Derfor er lejren deres eneste mulighed for at lære hinanden at kende.

En af de mest rørende oplevelser for mig på turen var, da en af de store piger, som var kommet til skade tidligt i livet, forklarede en af de små piger, at det var vigtigt, hun gik med den maske, som holder tryksårsbandagen på plads og gør, at sårene heler pænere. Børnene kan motivere hinanden på helt andre måder, end vi er i stand til. Og måske kan man holde fast i de nye venskaber, også efter man er kommet hjem igen, siger reservelæge og bestyrelsesformand i Dansk Brandsårsforening, Madeline Therese Kudibal Rasmussen.

Foreningen er grundlagt af læger fra Rigshospitalets brandsårsafdeling og har som overordnet formål at forbedre forholdene for brandsårsofre og deres pårørende i Danmark. Og derfor søgte foreningen støtte til lejrturen, som gik til badelandet Lalandia.

Stedet er valgt med omhu, for som Madeline Therese Kudibal Rasmussen forklarer, så har børnene behov for styrke, en tro på sig selv og fremtiden og mod til at vise deres ar frem.

”Vi har helt bevidst valgt en aktivitet næsten uden tøj på, for vi vil godt vise, at man kan gå i badetøj, selv om man har ar efter brandsår på store dele af kroppen.”

Naturligvis kigger folk. Og det gør de også i Lalandia, men der er altså kæmpestor forskel, på om der bliver peget på én eller på en gruppe på 19. De her børn har et stort behov for at dele deres historie, deres erfaringer og udfordringer. Det giver lejren mulighed for, og derfor er vi meget taknemmelige for den generøse donation fra Borgervennen, siger Madeline Therese Kudibal Rasmussen, som lige som de øvrige læger, sygeplejersker og fysioterapeuter deltog ulønnet på turen.

Donationen fra Borgervennen gik til at finansiere kost og logi samt transporten fra alle steder i landet, for selv om turene har stor betydning for børnenes trivsel, kan de ikke finansieres af offentlige midler. Foreningen stiler mod at kunne afholde en lejr hvert andet år for børn mellem 7 og 12 år, som tidligere har været indlagt på brandsårsafdelingen med skader af livsændrende karakter.